Overfølsomhed over for mad inddeles i fødevareallergi og ikke-allergisk fødevareoverfølsomhed (intolerance). Jeg forholder mig udelukkende til intolerance her.
Fødevareallergi giver akutte symptomer. Fødevareintolerance udløser langsomme og ikke nødvendigvis lige så voldsomme reaktioner. Intolerancer: Fruktose, laktose og sorbitol skyldes også en manglende evne til at nedbryde mad som indeholder de nævnte ting. Tarmen vil dog oftest have bevaret nogle af de enzymer som skal bruges til nedbrydningen, hvorfor mindre mængder ofte tåles. Symptomerne er meget ens: Oppustethed, udspilet mave, rumlen, smerter, diarre og tynde afføringer. Behandling: Diæt. De nævnte diæter indgår også når man har en irritabel tyktarm, og skal spise en såkaldt low-FODMAP diæt (se under FODMAP). Specielt fruktose-intolerance bliver mere almindeligt i takt med at fruktose bruges mere og mere som sødemiddel i madvarer frem for sukker (roe- og rørsukker). Det skal tilføjes at mht. laktoseintolerans findes der enzymer, som kan spises umiddelbart før indtagelse af laktose. Enzymerne vil afhjælpe problemet, men er en dyr løsning, som dog er god at have i baghånden når man skal ud at spise.